En frygtelig kvinde

Eller en ynkelig mand!

Da filmen “En frygtelig kvinde” havde premiere i biograferne i efteråret 2017, fik den blandede anmeldelser. Filmen landede midt i en #metoo-kampagne, som satte fokus på, hvordan kvinder i film-miljøet blev udsat for seksuelle tilnærmelser.

Filmen “En frygtelig kvinde” forsøger at sætte spot på, hvordan kvinden, Marie, med sit store behov for kontrol og styring, nærmest kastrerer Rasmus hurtigt og effektivt, da de er flyttet sammen.

Kontrol og styring

Hvis man har behov for kontrol og styring, handler det ofte om at holde noget andet væk.

Selvom det er en film, der er en anelse karikeret, så efterlader den et ganske tydeligt billede af, at Marie ikke kan tåle afvisning eller at få et nej!

Selvom Rasmus ingen intentioner har om at afvise Marie, da hun foreslår at tage med hjem til hans forældre, så bliver hun alligevel så stødt, at hun pakker sit tøj og tager hjem til sig selv.

Rasmus sætter et sundt spørgsmålstegn ved, om det ikke er for tidligt, hun skal præsenteres for hans forældre. Men bliver overrasket over hendes reaktion (bange for at miste Marie), at han ender med at tage hende med. Også selvom det er i mod hans egen dømmekraft.

At please den anden

Rasmus er så forelsket i Marie, at han giver slip på det, han gerne vil selv i håbet om, at Marie ikke forlader ham.

Dermed begynder hans rejse hen imod at blive til en ynkelig mand – en tøffelhelt – der ikke formår at sige fra, men istedet bliver mere og mere indebrændt.

Rasmus pleaser Marie i stort set alt, og det ender da også med, at hun mister respekten for ham. Marie eksploderer – både pga. et indre behov for at kontrollere, men også fordi Rasmus fuldstændig har mistet sin egen identitet.

Marie har ikke længere respekt for den tøffelhelt, hun selv har været med til at fremelske.

Mangel på kommunikation

Som i mange parforhold, hvor forelskelsen er stor i starten, går tingene ganske enkelt for hurtigt.

Jeg får indtryk af, at Marie mangler et sted at bo. Hun går efter ham, der “ejer” lejligheden. Hun spiller kortene rigtigt, men samtidig sikrer hun sig, at Rasmus er tændt og klar. Marie er helt sikkert fascineret af Rasmus i begyndelsen af forholdet, men hendes behov for at kontrollere slagets gang får ganske hurtigt forholdet til at smuldre.

Det er så tydeligt, at hverken Marie eller Rasmus formår at tale sammen om de ting, der virkelig har betydning. De laver begge den fejl at tro, at bare fordi vi er forelskede, så kan vi finde ud af at bo sammen – og oven i købet i Rasmus’ lejlighed.

Han inviterer hende indenfor i ungkarle-lejligheden, hvorefter hun begynder at bygge rede og indtage pladsen, som hun finder bedst.

Testosteron

For mænd er hjemmets fire vægge ikke det vigtigste!

Det er der i mod jagten: Firma, fodbold og gutterne. Bopælen er blot den hule, hvor han genopbygger testosteron til næste jagt.

Rasmus’ ungkarle-lejlighed bærer tydeligt præg heraf. Han har det allermest nødvendige: cd’er og dvd’er, som han angiveligt sætter på, når han har brug for at koble hjernen fra.

For Rasmus er det også ganske ligegyldigt, om han kører et ekstra program på opvaskemaskinen, istedet for at sætte tallerkener og glas i snorlige rækker.

Det enkle og umiddelbare er i højsædet. Det betyder ikke, at han er en primitiv mand. Hans fokus er bare på opbygning af virksomhed, fodbold og bajere. Mens “damer” er noget, vi tager ud og kigger på – og hvis heldet er der, så giver det lidt sex.

Østrogen

For kvinder er hjemmet det allervigtigste.

Kvinder bygger rede, og det begynder allerede som ganske lille. Kvinder er langt mere drevet af behovet for at tage sig af det nære – at gøre det rart og trygt. Marie har et stort behov for at dekorere, og hun ser da også kunsten som noget, der tager hende ud af det middelmådige.

Marie overtager indretningen af Rasmus’ lejlighed, og han formår ikke at stoppe hende. Det er svært for ham at sige fra, og da han endelig mander sig op hetil, kommer det ud på en måde, som trigger Marie.

For Marie er anerkendelse ekstremt vigtigt. Marie forsøger at imponere gennem sin viden om kunst, og hun snobber opad i forsøg på at højne et lavt selvværd. I virkeligheden forsøger Marie at undgå at blive afvist og fravalgt, og det er lettest, når hun har kontrollen og er den, der afviser.

Marie spiller på både intellekt og offer-rolle, men agerer også som både luder og den pæne pige.

Gensidighed

At udvikle en forelskelse til et gensidigt parforhold handler om andet og mere end kærestedage i kalenderen!

Det er så vigtigt at give plads til hinanden med respekt. Vi er som mand og kvinde meget forskellige, men når vi erkender dette, så kan vi begynde at få det bedste frem i  og fra hinanden.

Når vi tør sætte ord på det, der er vigtigt, og tør lytte til det, der bliver sagt, så bliver det muligt at skabe et parforhold, hvor det er rart at være.

At danse i takt

Hvis du kigger på dit parforhold udefra, hvilken titel skal filmen om dit kærlighedsliv så have?

  • Hvad kan du gøre for at forandre denne titel?
  • Hvorfor tror du, at du har den adfærd, du har?
  • Hvilke fordele har det for dig at fortsætte med dit mønster?
  • Hvad undgår du at forholde dig til, når du fortsætter dit eget mønster?

Er du nysgerrig på, hvilket mønster, der går igen i dit kærlighedsliv, så udfyld min kontaktformular og book en tid til en indledende strategisession.

Indledende strategisession