Russisk roulette med kærlighed

Så kører den russiske roulette igen på TV i form af tv-programmet ”Gift ved første blik”.

Det undrer mig hvert eneste år, at der er så mange singler, der frivilligt melder sig til et program på TV i håbet om, at den ukendte person, de bliver gift med; er lige netop “den eneste ene”, som de har ledt efter det meste af deres voksne liv.

Kigger vi tilbage på, hvor mange par, der efterfølgende vælger at forblive gift, så er skilsmisseraten her langt højere end den i forvejen høje skilsmisserate.

Når jeg ser programmet gennem mine professionelle briller, så skriger det til himlen, hvor hurtigt de ubevidste barrierer og triggerpunkter udløses.

Hvert år er det så tydeligt, at selv et godkendt udseende på bryllupsdagen aldrig nogensinde er en garanti for, at parrene derefter lever lykkeligt sammen til deres dages ende!

Bryllupsrejsen

De fleste par har åbenlyse problemer allerede på bryllupsrejsen. Dette til trods for, at tv-programmet dette år bevidst har forsøgt at undgå netop dette, ved at give deltagerne tid til at være alene på både på bryllupsnatten samt en enkelt dag før afrejse.

Vi følger parrene, der spænder rundt fra den ene seværdighed til den næste. Nogle af dem foreviger endda seværdighederne som fotos; alt imens de går ved siden af hinanden som to fremmede mennesker, der er i gang med at løse en bunden opgave. Måske er dette show en del af TV programmets rammer? Måske er det bare et udtryk for, at det er lettere at være sammen om noget, hvor der ingen følelser er involveret?

Men hvorfor er der ingen af deltagerne, der siger ”who cares” med seværdighederne: Lad mig i stedet lære dig at kende!

Lad os bruge bryllupsrejsen på at kigge hinanden dybt i øjnene; være fysisk tætte på hinanden. Ikke mindst tale sammen om  de følelsesmæssige og personlige issues, vi hver i sær bringer ind i ægteskabet. Lad os være nysgerrige på at finde ud af, hvem vi er som menneske.

Fortæl mig, hvem du er!

Og nej – her tænker jeg altså ikke kun på stillingsbetegnelse; bopæl; antal af børn etc. Men hvem er jeg: hvad gør mig glad; hvad gør mig sårbar og ked af det; hvad er svært for mig; hvad drømmer jeg om etc.

Et eventyr om kærlighed

Selvfølgelig indgår enhver deltager angiveligt med håbet om, at de nu endeligt træder ind i et kærligheds eventyr, hvor de bliver elsket med hud og hår nøjagtigt som de er, uden at blive ramt på deres individuelle følelsesmæssige sår.

At de så selv har svært ved at returnere kærlighed i denne form til modparten, er en vigtig del af historiefortællingen om, hvorfor de begynder at trække sig. Eller skubber på for mere kontakt, i håbet om at undgå endnu en oplevelse af at blive afvist. En tilgang der i øvrigt bare er en sikker garanti for, at den afvisning de frygter, venter lige rundt om hjørnet.

Det undrer mig, at der er så mange singler – og altså ikke blot dem, der tilmelder sig GVFB – der aldrig overvejer, at de har brug for at udvikle sig personligt. Så de på denne måde kan tage ansvar for og blive medskaber af det kærlighedsliv, de længes efter og drømmer om.

På onlinedatingportalerne vrimler det med singler, der leder efter den sidste kæreste!

Alligevel er det forbavsende få singler, der overhovedet overvejer at bruge single perioden til at blive en bedre partner. Eller at bruge tid på at hele det sårede hjerte, der helt sikkert er bange for at blive såret igen.

Skøjtedansen på onlinedating

Uendeligt mange singler opretter en datingprofil ganske kort tid efter, at de er blevet single. Det gør de for at dulme den følelsesmæssige smerte, det nylige brud har efterladt dem i. De skal enten hurtigt videre for at undgå at være alene. Eller bare lige se,  hvad de har at vælge imellem!

Og her starter mange nu en skøjtedans fra et seksuelt forhold til det næste!

Det er ofte langt lettere for de fleste at være afklædt og nøgen foran et nyt og ukendt menneske; end det er at afklæde sig det panser, der beskytter det sårbare hjerte og stille sig følelsesmæssigt tilgængelig. Og ved at afklæde sig tøjet håber de fleste samtidigt på, at vedkommende, man er nøgen sammen med, er i stand til at fjerne det panser, der sidder rundt om ens eget hjerte.

Det eneste der sker ved denne dans er, at du bliver efterladt med endnu mindre håb om, at kærlighed også findes for dig. Men det gør den, når du selv starter med at afklæde dig det panser, der både beskytter, men også barrikaderer dit hjerte, så kærlighedens energi ikke kan nå dig.

Trygt at længes efter

De fleste er i virkeligheden bange for at forpligte sig.

Hurtigt begynder de at lede efter fejl hos modparten, så de kan drible videre til næste profil på Tinder. Alt sammen med håbet om at finde den eneste ene på næste swipe. Og sådan kan det fortsætte i meget lang tid!

Uendeligt, er de singler, der bliver hængende på en onlinedating portal. Det er nemlig oftest tryggere for de fleste singler at forblive i tilstanden “at længes efter” i stedet for at finde modet til at åbne det sårbare hjerte og hengive sig.

Kærlighed kræver mod til forandring.

Ikke kun i de ydre omgivelser, men i særdeleshed i det indre univers, hvor hjertet oftest er gemt væk bag et digert forsvarsværk.

Det er derfor min opfordring, at du bruger din singleperiode til personlig udvikling. På den måde undgår du, at du atter ender i nøjagtigt de samme problemer, som i dine opløste parforhold.

Når samtaleterapi ikke er nok

Du har et ubevidst kærlighedsmønster, som du bærer med dig fra det ene parforhold til det næste. Dette mønster bestemmer suverænt, hvem du bliver forelsket i, hvilket langt fra er tilfældigt.

I øvrigt en dimension, som GVFB angiveligt slet ikke tager højde for i matching af parrene.

De færreste ved, at det er muligt at forandre på det ubevidste mønster, der suverænt styrer dit kærlighedsliv. Men det er netop det, jeg har specialiseret mig i, fordi jeg selv blev ved med at få nøjagtigt de samme problemer uanset, hvem jeg var kæreste med.

Den velkendte samtaleterapi er desværre ikke nok til at skabe varige forandringer af den ubevidste kodning, du fik med dig, da du var et lille barn. Samtaleterapi vil altid give dig en bevidsthed på, hvorfor du kommer i problemer. Men problemerne fortsætter dog for dig, selvom du har fået denne bevidsthed.

Vil du en gang for alle af med årsagen til at der opstår problemer, er du nødt til at gøre brug af metoder, der åbner ned til det ubevidste univers, der styrer dig suverænt med 95%.

Du har derfor kun 5% at gøre brug af, når du benytter dig af almindelig samtaleterapi!

Når du laver forandringer i det ubevidste materiale, der styrer dit kærlighedsliv, bliver det muligt at få din inderste drøm om kærlighed til at blive til virkelighed.

Tiden mellem ikke længere og ikke endnu

Tiden mellem ”ikke længere” i et parforhold og ”ikke endnu” i et nyt parforhold, er den vigtigste tid for dig, der er single.

Brug tiden på at finde og forløse dit skjulte ubevidste mønster, så du kan undgå at det samme dilemma også laver ravage i dit næste parforhold.

Start med at lytte til en podcast, jeg har medvirket i.

Her får du en lille forsmag på, hvorfor den ubevidste kodning laver ravage for dig. Samt hvilke trin der er vigtige at tage, før du træder ind i endnu et nyt parforhold.

Lyden af et bedre kærlighedsliv

Kærlighed er et smukt, let og mildt ord; men erfares ofte som tungt, hårdt og svært.

Det er dit ansvar at fjerne de ubevidste forhindringer, der gør netop dit kærlighedsliv til en dans fuld af torne, og som du ikke længere ønsker at danse.

Lær dine egne dansetrin at kende – dans din egen dans, før du kaster dig i armene på en ny partner. Det allervigtigste du kan gøre er at rydde op i det ubevidste materiale, som tilhører dig og ikke din ekskæreste.

Sandsynligheden for, at du træder ud på det forkerte dansegulv med en ny partner, bliver væsentligt mindre, hvis du finder modet til at rydde op og lære nogle nye trin.